Danmark: Halvdelen af forældrene til udsatte unge har både uddannelse og job

Danmark / 4. marts 2018 / forfatter: DITTE RAVN JAKOBSEN / kilde: Politiken.dk

En stor del af udsatte unge kommer ikke fra udsatte familier. Det piller ved ideen om social arv, mener forsker. Derfor skal et forskningsprojekt se nærmere på, hvad der skaber udsathed hos unge.

Når unge ender i et misbrug, med en psykisk sygdom, på gaden eller i fængsel, har de langtfra altid forældre, som selv har bakset med den slags problemer.

Tal fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter (Vive) viser, at hver anden udsat ung mellem 18 og 24 år kommer fra ’almindelige’ familier. Almindelige i den forstand, at mor og far ikke selv har haft sociale og psykiske problemer i form af psykisk sygdom, misbrug, hjemløshed eller fængselsdomme.

Tallene tyder på, at social arv ikke spiller så stor en rolle, som hidtil antaget. Derfor skal Noemi Katznelson, professor og leder af Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, sammen med et hold forskere kigge nærmere på, hvad der så skaber udsathed blandt unge mellem 15 og 30 år.

«Jeg har haft rigtig mange samtaler med forældre, hvor jeg har været spændt på, hvilke typer de var. Og så kommer en mor med en ph.d.-grad og en far iført jakkesæt ind ad døren»

Anna Margrethe Andersen, lærer på produktionsskole

»Vi har fået et nærmest deterministisk syn på social arv. Hvis man som ung har en bestemt type forældre og en bestemt type social baggrund, er din fremtid bestemt på forhånd. Men det forklarer ikke al udsathed«, siger Noemi Katznelson og henviser til tallene fra Vive’s undersøgelse, der viser, at over 75 procent af forældre til udsatte ungehar uddannet sig efter folkeskolen, og at 66 procent af forældrene har arbejde.

Vive-forsker og hovedforfatter til undersøgelsen Lars Benjaminsen er enig med Katznelson i, at tallene taler imod den traditionelle opfattelse af udsatte unge: »Man har tit en forestilling om, at udsatte unge kommer fra udsatte familier.

Og unge fra den type familier har stadig en forhøjet risiko for at ende på kanten af samfundet. Men ikke desto mindre består gruppen af udsatte unge også af unge fra det, vi kan kalde bredere sociale baggrunde«, siger Lars Benjaminsen.

Problemerne opstår senere

Lars Benjaminsen forklarer, at udsatte unge fra velstillede hjem ofte kommer i kontakt med behandlingssystemet senerei ungdommen end børn og unge fra udsatte hjem: »Forklaringen kan givetvis være, at problemerne først opstår i løbet af ungdomsårene.

Desuden vil det oftere komme bag på den unge selv og deres familier, fordi de ikke har været vant til at håndtere den slags. Der kan derfor gå noget tid, inden de tager det alvorligt«, siger Lars Benjaminsen.

Hvis ikke udsathed alene kan forklares med social baggrund, hvad kan så?

Det er netop det spørgsmål, forskerholdet fra Aalborg Universitet blandt andet vil se nærmere på. Her fokuserer de især på tre forhold i de unges liv, forklarer Noemi Katznelson.

Det første er den måde, de unge danner fællesskaber og indgår i relationer på, hvor sociale medier og digitaliseringen spiller en stor rolle.

For det andet vil de undersøge, hvad der sker med de unge i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet i forhold til blandt andet karakterpres og præstationskultur. Til slut vil forskerne se nærmere på familiemønstre og familiedynamikker.

Forskningsprojektet løber frem til og med 2021, og holdet har fået 4,3 millioner kroner fra Den Obelske Familiefond.

Mor med ph.d. og far i jakkesæt

Lærer Anna Margrethe Andersen har undervist produktionsskoleelever de seneste 13 år. Hun har også lagt mærke til, at de udsatte unge ikke kun kommer fra sårbare hjem.

»Størstedelen kommer fra helt almindelige hjem. Jeg har haft rigtig mange samtaler med forældre, hvor jeg har været spændt på, hvilke typer de var. Og så kommer en mor med en ph.d.-grad og en far iført jakkesæt ind ad døren«, forklarer hun.

Hun oplever, at flere af forældrene er magtesløse, fordi der ikke er tilstrækkeligt med tilbud og hjælp til deres børn.

Manglen på tilbud og hjælp genkender Noemi Katznelson. Det kan muligvis forklares med, at skole- og behandlingssystemet kan have svært ved at få øje på udsatte unge fra almindelige familier, fordi de ser så almindelige ud, mener Katznelson.

»Forestil dig et ungt menneske, som ser godt ud, har pænt tøj på og i det hele taget ligner noget, vi genkender som succesfuldt. Så er der altså en risiko for, at de går under radaren, selv om de er sårbare«.

På den anden side medfører den traditionelle opfattelse af udsathed, at nogle unge med socialt belastet baggrund bliver mødt med for ringe forventninger, i forhold til hvad de i virkeligheden kan. Dermed risikerer de aldrig at få deres potentiale forløst, forklarer Katznelson.

Nyhedens kilde:

https://politiken.dk/indland/art6356626/Halvdelen-af-for%C3%A6ldrene-til-udsatte-unge-har-b%C3%A5de-uddannelse-og-job

Comparte este contenido: